Skud i boligområde søndag eftermiddag
Klokken cirka 15.45 søndag den 9. august modtog Midt- og Vestsjællands Politi anmeldelser om skyderi i Agervang/Havevang-området syd for Holbæk – et tidligere udsat boligområde, der i dag går under navnet Grønneparken. Tre mænd blev ramt af to skud, der blev affyret i området, og alle tre er ifølge politiet uden for livsfare.
Efter det oplyste var der forud for skyderiet flere mænd, der kom op at slås i Agervang. Kort efter ankom en mindre hvid bil til stedet, og det var i den forbindelse, skyderiet fandt sted.
“Kort efter ankommer der så en mindre hvid bil til stedet og det er i den forbindelse, at skyderiet sker. Bilen kører derfra, og vi ved, at en mand forsøger at køre efter den hvide bil. Han forulykker dog kort efter på Nørrevang, efter at han er kollideret med en anden bil,” fortæller vicepolitiinspektør Lars Krogsgaard fra Midt- og Vestsjællands Politi til TV 2 ØST.
Manden, der forsøgte at forfølge den hvide bil, blev anholdt, så politiet kunne afklare hans rolle i sagen. Han er ikke sigtet som gerningsmand, men politiet formoder foreløbig, at han var en del af den gruppe, der blev skudt efter. Den hvide bil, som gerningsmændene efter alt at dømme benyttede, blev senere samme aften fundet og er nu i politiets besiddelse. Det oplyste politiet klokken 19.57 i en pressemeddelelse.
To sigtet for drabsforsøg og medvirken
Søndag aften meldte to mænd sig selv til politiet. En 23-årig mand er sigtet for drabsforsøg, mens en 22-årig mand er sigtet for medvirken til drabsforsøg. Begge er ifølge det oplyste ventet til at skulle i grundlovsforhør mandag den 10. august, men udfaldet af retsmødet forelå ikke ved redaktionens deadline.
Politiet oplyser desuden, at de fortsat leder efter en tredje person, som mistænkes for at have en central rolle i sagen. Mandag oplyste Krogsgaard, at politiet i løbet af natten fik afklaret identiteten på denne person gennem vidneafhøringer.
“Vi har identiteten på en tredje gerningsmand, som vi er i gang med at lede efter. Vi er rigtig langt i efterforskningen og har fået klarlagt rigtig meget, så vi står et godt sted,” siger han.
Personens identitet er ikke offentliggjort, og det samme gælder identiteten på de tre mænd, der blev ramt af skud.
Politiet peger på opgør i kriminelt miljø
Politiet vurderer foreløbigt, at skyderiet udspringer af en konflikt i det kriminelle miljø, men understreger, at det præcise motiv endnu ikke er kortlagt.
“Det er på nuværende tidspunkt vores klare overbevisning, at der er tale om et skyderi, der bunder i opgør i et kriminelt miljø. Men hvad motivet nærmere er, kan vi ikke sige,” siger Krogsgaard.
Politiet opfordrer fortsat vidner til at henvende sig på telefon 114, hvis de har billeder, video eller dashcam-optagelser fra området omkring hændelsen.
Reaktion fra Holbæk Kommune
Holbæks borgmester, Christina Krzyrosiak Hansen (S), har efter skyderiet været i dialog med justitsministeren og udtrykker vrede over episoden.
“Jeg har ikke ord for, hvor vred det gør mig, at hårdkogte kriminelle skal bringe andres sikkerhed i fare. Det tager jeg meget alvorligt,” siger hun ifølge Politiken.
Sagen efterforskes fortsat, og politiet har endnu ikke offentliggjort flere detaljer om de involverede eller den nøjagtige baggrund for konflikten.
